Stå klar til at vække brudeparret med en smuk æresport, når der er kobberbryllup, sølvbryllup eller guldbryllup. Også ved brylluppet laves der æresport. Alt, hvad du skal vide, samlet på et sted – du kan godt begynde at varme stemmen op, så du er klar til at synge Det er så yndigt at følges ad.
1. Hvem laver æresport til brylluppet?
Ifølge traditionen er det familie, venner og naboer, der samles for at binde en smuk æresport til brudeparrets dør. Dog kan der være specifikke traditioner i forskellige familier og vennegrupper, så sørg endelig for at aftale på kryds og tværs. Afstem også med parret, om de er interesserede i at blive hyldet, inden I står klar med æresport og sang.
Æresporten til parrets dør laves ofte i samarbejde med naboer eller venner, der bor tæt på parret, da en færdigbundet æresport kan være svær at transportere. I nogle familier sættes porten op både ved feststedet og der, hvor brudeparret overnatter.
2. Hvad består æresporten af?
En æresport består typisk af:
- Et skelet – typisk lavet i træ, jern eller et tykt reb.
- Grønne grene – ofte en slags gran eller bøgegrene.
- Blomster, grøntsager eller personlig, dekorativ pynt.
- Et skjold i midten.
Husk at måle døren, så I ved, hvor lang/stor æresporten skal være for at nå hele vejen rundt om døråbningen.
At binde æresporten på et tykt reb, giver det flotteste resultat, mens det er en del nemmere at bruge et skelet. Det er værd at tage med i sine overvejelser, hvis man aldrig har bundet en æresport før. Bruges et træskelet, kan grenene fæstnes med en clips-pistol.
Vælger I at bruge rebet, skal I være opmærksomme på det følgende: Forsøg at binde æresporten så tyk som muligt og fordel opgaverne imellem jer. Start fra midten af rebet og arbejd ud mod enderne. En til at holde gran- eller bøgebundter fast om rebet, mens en anden person vikler grenene fast om rebet og resten klipper grene i passende længde og rækker dem videre til dem, der binder porten.
Vær opmærksom på, at bøgegrene ikke holder sig friske lige så længe som grangrene, så bind porten kort før brylluppet.
Her er to gode bud på skilte, I kan binde på portens midte.
3. Hvornår laver man æresporten?
Æresporten sættes op enten aftenen før eller om morgenen, hvor brylluppet skal stå. Hvis den skal hænges op ved feststedet, er det en god idé at aftale, hvor og hvornår I må sætte den op.
Hvis det er varmt i vejret, kan det være en fordel at gemme blomsterne til dagen, hvor brylluppet skal stå, så de ikke tørrer ud. Gem dem i en spand med vand natten over, så æresporten ser frisk ud.
4. Hvordan dekorerer man en æresport?
Der findes mange måder at dekorere en æresport, og i sidste ende er det kun fantasien, der sætter grænser.
Sammen med de grønne grene bindes sæsonens blomster, så der er lidt farver eller spil i æresporten. Vælg blomster i parrets yndlingsfarver.
Ved kobberbrylluppet er det tradition hovedsageligt at dekorere porten med grøntsager. Disse kan med fordel spraymales kobberfarvet for at peppe porten op.
Hvis I er rigtig kreative, kan I også vikle lyskæder eller tyl rundt om den færdige æresport.
Bryllupsdage, hvor der laves æresport
Det er ikke kun på bryllupsdagen, at der skal bindes æresport. Ved større bryllupsdage er der flere traditioner tilknyttet:
Til et kobberbryllup (12½ års ægteskab) er der tradition for, at der er aftensang og gæsterne laver en halv æresport.
Til både sølvbryllup (25 års ægteskab) og guldbryllup (50 års ægteskab) er der morgensang og gæsterne binder en hel æresport.
Læs hele vores artikel omkring bryllupsdage og hvordan de fejres her.
Vores datter og svigersøn blev gift på rådhuset for 1,5 år siden. Nu skal de have en kirkelig velsignelse og en stor fest. Vi har planlagt at sætte en æresport op, men er nu blevet i tvivl om det skilt som man sætter på. Hvilken dato skal der sættes på; den dato da de blev gift for 1,5 år siden? datoen for den kirkelige velsignelse?eller skal der dato på?